Transformationsøkonomi – den nye dannelse?

Transformationsøkonomi – den nye dannelse?

Oplevelsesøkonomien har som begreb overskredet sidste salgsdato, forlyder det fra forskere i transformationsøkonomi – en ny anskuelse, der kombinerer kravet om forbrugerindflydelse, følelsesmæssig kontakt og individuel tilpasning med et nyt synspunkt; vi skal blive klogere samtidig.
Transformation (2)
Asger Høegh
, direktør for Eksperimentariet fremhæver historieskrivningen i tv-serien “Krøniken” som et eksempel på at oplevelsesbaseret underholdning har fået et præg af historieundervisning – måske sneget ind fra sidelinjen, men ikke desto mindre med stor virkning og med genklang i en længsel efter en dybere historieforståelse hos store dele af den danske befolkning.

Måske er det en mulighed, som kunsten bør tage til sig, og måske er det kulturinstitutionernes nye chance. Fokus på oplevelse som et forbrugsgode har indtil nu været forbundet med store besværligheder for traditionsbundne og formmæssigt konservative kunstformer, der kæmper en ulige kamp mod underholdningsindustriens nemmere adgang til emotionel påvirkning. Hvis en ny tendens om at blive klogere, smukkere, stærkere og dygtigere i disciplinen “at være mig” kan kobles med en æstetisk ekspertise og grundfæstet kulturarv, bør der være gode muligheder for en omkalfatring, større kvalificering og gennemslagskraft for kunstformidlingen.

Men – de nye betingelser indeholder samtidig nogle markante destruktioner – den gammeldags belærende kulturradikalisme er helt og aldeles yt. Som journalisten Rune Lykkeberg påpeger i sin meget omtalte nye bog “Kampen om Sandhederne” er den intellektuelle bedrevidende mennesketype blevet uønsket i rollen som normsættende diktator i den gode smags tjeneste.

Transformationsøkonomi som afløser for oplevelsesøkonomi betegner en evolution af forbrugsmønstre, og må ses i forlængelse af en udvidet valgsituation, dvs. at længsler og drømme om at være noget andet og større end man allerede er nu, kun forsigtigt kan kvalificeres af eksperten. På én gang vil vi være herre i eget hus og samtidig acceptere at guvernanten overskrider sine beføjelser. En slags omvendt “My fair Lady”.

Metoderne må indeholde en transparens og generøsitet, der kan skabe inklusion uden at blive tandløst ukritisk, være krævende uden at belære og fremfor alt formulere kunsten som et tilbud, man ikke kan sige nej til.

Kan vi gå så langt som at konkludere at dannelse er OK, hvis man selv har valgt den?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: