Forandring Forandringsorganisering og organiseringsforandring

 

Forandring

Forandringsorganisering og organiseringsforandring

v. Anders Fogh Jensen – http://www.filosoffen.dk

1. Forandringsacceleration
2. Filosofisk om forandring
3. Organiseringsforandringer
4. Forandring som hjul i kapitalismens mølle
5. Ti teser om forandring

Resumé:

Mennesket oplever forandringerne som indtræffende stadig hyppigere. Det har nogle konsekvenser for menneskets orientering i sin verden, idet det gør erfaringen stadig mindre langtidsholdbar. Mennesket må derfor orientere sig som en barnlig eller ungdommelig skikkelse, der altid må gå i skole og få erfaringer formidlet via andre. For at udholde dette kompenserer mennesket – som barnet – ved konstansfiktioner, dvs. ved i en tid, som det oplever som stadigt hurtigere forandrende, ikke desto mindre at fastholde det samme gennem ceteris paribus-klausuler, fortællinger og fremtidseksperter. Herefter antydes kort (2) nogle filosofiske temaer omkring forandring: Forandringen som filosofisk problem, forskellige begreber for forandring og forskellige figurer at forstå forandringen med. Efterfølgende tematiseres (3) forandringerne mere specifikt som forandringer i måder at organisere mennesker på – organisationen og virksomheden – og hvorledes et foranderligt samfund i særlig grad på denne front bakkes op af et netværks- og projektsamfund, der opskriver løse midlertidige forbindelser. Altså et projektsamfund både som et svar på forandringsfordringer og som en katalysator for dem. Det berøres kort (4), hvorledes forandring også er blevet en salgsvare i det kapitalistiske samfund, som modsvarer et konstrueret forandringsbehov, som igen hænger sammen med projektsamfundet, hvor forandringsparathed er en af de væsentligste attraktionsfaktorer. Endelig konkluderer jeg i ti teser (5), hvad jeg mener at kunne uddrage af disse sammenhænge.

1. Forandringsacceleration

Når man skal tale om forandring, giver en ting sig som åbenlys: Forandringerne synes at indtræffe stadig oftere – ja, man kunne hævde, at der tilsyneladende er en forandringsacceleration på spil. Der bliver stadig kortere mellem udskiftningerne, overgangene, udvekslingerne, nyindretningerne, modificeringerne. Det er i hvert fald sådan, det giver sig for det moderne menneske, vil jeg hævde, og oplevelsen af forandringsacceleration er altså udgangspunktet for det følgende.

Hvilke konsekvenser har for mennesket? Det har i første omgang den konsekvens, at mennesket får orienteringsproblemer, fordi det ikke længere kan bruge sin erfaring med det konkrete så længe. Hvorfor det? Jo, for jo hurtigere forandringerne sker, jo hurtigere bliver erfaringerne forældet, og jo mere uerfarent bliver selv det voksne menneske. Forandringsacceleration betyder altså erfaringsforældelsesacceleration.

Hvad gør det ved mennesket? Mennesket må i højere grad indstille sig på, hvad det får fortalt, at andre har erfaret, og at det derfor i mindre og mindre grad har sin viden fra egne erfaringer. Hvem er det, der ved det meste gennem andres erfaringer? Det er barnet. Forandringsaccelerationen barnliggør altså mennesket, fordi det gør det mere uerfarent i sin verden.
Dernæst fører forandringsaccelerationen til en skolegørelse af kulturen, fordi mennesket hele tiden må lære det nye. Det, der er forandret, må man forholde sig til ved indlært viden. Hvad enten det er skatteændringer, organisationsændringer, nye krav til mennesket på arbejdsmarkedet, nye versioner af computerprogrammer, nye måder at betale eller kommunikere på.

Skolegørelsen og barnliggørelsen gør, at mennesket altid er på vej. At være på vej bliver ikke bare et vilkår, det bliver en standard for normalitet, det bliver en norm: Hvis ikke man er på vej, er man på vej ned. Ungdommen er en væren på vej par excellence, og derfor tror jeg, at skolegørelsen og barnliggørelsen opererer sammen med ungdomsdyrkelsen i kulturen: Den unge er den, der endnu ikke er færdig, men er under udvikling. Samtidig med ungdomsdyrkelsen ser man også færdighedernes bortdunstning – de er netop det, der er færdigt – og kompetencernes fremkomst i en ny betydning: Kompetence (der før var den, der havde ret til at gøre noget) bliver et potentiale, vi alle har, og som vi alle må arbejde på konstant at udvikle. Kompetencer bliver aldrig færdige.

Erfaring via andre, fordi man umuligt kan have gjort alle erfaringerne selv i en stadig mere hastig og – vil jeg hævde – kompleks kultur, betyder, at mennesket bliver stadig mere afhængigt af rygtet. Rygtet om grænseværdien, rygtet om spredningen, rygtet om sikkerheden osv. Mediernes rygter især, men også fortællinger om hvad medier, eksperter og lægfolk siger om verden. Rygtet om sandheden og mistanken til rygtet bliver noget som det voksne barn klynger sig til. Ikke så underligt, når usynlige farer og risici opdages, og når ’hvad der er sket i verden i dag’ bliver til, hvad der er sket i mellemøsten og ikke i landsbyen. Nu er orientering via rygter ikke noget nyt fænomen, det fandtes jo også i landsbyen for 200 år siden, nyt er at rygtet bliver udlagt som undersøgelse, viden, prøver, prognoser osv. i en videnskabelig ramme, løsrevet fra den livsverdensmæssige ramme, der før udløser rygterne. Og nyt er, at mennesket ikke selv kan gå hen og se efter, om rygterne passer. Det har nok en chance for at tildrage sig oplysninger om rygtet, men de vil som oftest igen være baseret på andres erfaringer. De færreste af os har f.eks. set en krig.

Den ene akse – kompliceringsaksen – der udgår fra forandringsaccelerationsaksen er altså: Erfaringsforældelse, barnliggørelse, skolegørelse, ungdomsgørelse, rygteviden. Tesen er nu – og jeg låner den fra den tyske filosof Odo Marquard – at mennesket kompenserer for denne usikkerhedsfaktor gennem kompleksitetsreduktioner. I sig selv er en kategori en kompleksitetsreduktion, fordi den fremhæver de træk ved forskellige ting, der er fælles – den fremhæver den forskel til andre ting eller fænomener, der gør en forskel. En fordom eller en stereotyp også en kompleksitetsreduktion: Jeg behøver ikke at undersøge alting forfra hver gang, når jeg har en fordom, men kan gå lige til det, der interesserer mig. Jeg har f.eks. en fordom om hvorledes en bil virker, og kan derfor give mig til at køre i den uden først at skulle bedømme hver en detalje. Men mennesket betjener sig ikke blot af simplificerende bedømmelser, det betjener sig også af simplificerende fortællinger. Fortællingen kan være en måde hvormed man kan reducere det nye, man møder, til et velkendt mønster, for eksempel at de vandaler som sprænger bygninger i luften er terrorister og derfor kan indskrives i det velkendte skema, om fornuftens samfundsopbygning overfor galskabens nedbrydning, om det gode overfor det onde.

For det fjerde betjener vi os af konstansfiktioner, som ceteris paribus-klausuler, dvs. at hævde, at ’alt andet lige’, så… Det er at holde alt på konstans og så forlænge en enkelt faktor ud i fremtiden. Det er paradoksalt, at en verden der synes at forandre sig hurtigere og hurtigere, og hvor alt andet derfor tilsyneladende i mindre og mindre grad er lige, ligger under for den slags kontraintuitive og – især – kontraempiriske påstande, at alt andet skulle være lige i fremtiden. Det har det da aldrig været før. Når man oplever at verden forandrer sig hurtigere burde den slags påstande da netop virke utroværdige, men det modsatte synes at være tilfældet. Det hænger sammen med, at der – for det femte – vokser et enormt korpus af drømmeprofessorer, fremtidsinstitutter, konsulenter, story tellere og scenarieeksperter frem. De skal alle gøre fremtiden kendt i nutiden – som regel ved at fortælle os, at den er meget anderledes, og dog alligevel er kendbar nu.
Den anden akse, der går ud fra forandringsaccelerationen er altså en kompensation for den komplicerende og barnliggørende akse, nemlig en kompleksitetsreduktion, der skal gøre os trygge ved at gøre det ubekendte kendt. Men gør fremtidspronogserne os da ikke utrygge? Jo, ofte, men bekendtskabet med fremtiden har bl.a. til hensigt at trøste os mod den oplevede forandringsaccelerationen. Alt skal blive som nu, bare på en anden måde.

Scenariet synes her at være en projektion, der forener det barnliges tab af realitetssans med viljen til kontrol via kompleksitetsreduktioner. Scenariet er nemlig det velkendte projiceret ud i fremtiden. Scenariet bliver en stadig mere gængs politisk og hverdagsagtig argumentationsform: Beslutningerne nu skal træffes i forhold til stadigt mere fiktive variabler i en stadig mere uerkendt fremtid. Finansministeriet opstiller f.eks. forskellige økonomiske modeller som scenarier: Skattelettelsesscenariet, fritidsscenarie og velfærdsscenariet, når de skal argumentere for politiske beslutninger i nutiden.
Mennesket må altså, for at begå sig i den forandringsaccelerede verden, hvor det kompenserer med kompleksitetsreduktioner og argumenterer via scenarier, tilpasse sig det fiktive. At socialiseres til vort samfund er at tilpasse sig det fiktive og fravende sig det nærværende: At gyse over fiktive farer og lade nærværende farer stå til. At glædes over fiktive, fremtidige tilstande og vendes fra glæden ved det nærværende. Man behøver vel næppe nævne penge som eksempel: De er de potentielle og det ubrugelige på samme tid.

Erfaringsmangelkompenseringen kan endog have erfaringsforhindrende effekter. For antager man, at erfaring er at møde det uventede, hvorved en forestilling bryder sammen, og hævder man, som jeg, at mennesket på forunderlig vis kompenserer for manglende orientering ved at forsøge at kontrollere sin fremtid stadig mere, så ligger heri en risiko for at fremtiden netop i højere grad bliver som nutiden, hvormed mennesket netop ikke møder det andet, der skulle udløse erfaringen. Med andre ord: Idet en fremtidsudsigt projicerer det nuværendes form over i fremtiden, så ligger deri en chance for, at fremtiden netop ikke blot er velkendt, men netop bliver velkendt, fordi de politiske og personlige beslutninger tages efter velkendthedens projektion. En forudsigelse er ikke blot en beskrivelse, det er også en form for krav til fremtiden, at dens andethed – dens fremmedhed – skal blive en velkendt fremmedhed.

2. Filosofisk om forandring

Antikke tanker om forandring
Nu synes det at være lidt ukonkret, hvad det vil sige, at samfundet er under stadig hurtigere forandring. Ved at kaste et blik på filosofiens bud på forandring bliver man ikke mere klar i hovedet, men man kan der hente nogle analyseredskaber, til at gå til forandring med.

Vi holder os her til de antikke grækere. Som måske bekendt hævdede filosoffen, Heraklit, at alting i virkeligheden forandres, og at stilstand eller stabilitet kun er illusioner. Han synes også at hævde – oversættelserne er uenige – at alting er ild. Altså: Verden er lige så ustabil som ild er. Heroverfor plejer man at sætte filosoffen Parmenides tese om at forandring kun er tilsyneladende, og at alting i virkeligheden er stabilt. På det tidspunkt – og det var før kompetenceudviklingens tidsalder – var stabilitet mere perfekt end forandring, og da verden for Parmenides synes guddommelig, gav det ikke mening at hævde, at verden ikke var perfekt.

Nuvel, herimellem oscillerer filosofferne i 2500 år, idet de reflekterer over forandring. De spørger: Hvad forandres, og hvad forbliver det samme, under en forandring? Platon overtager de to førnævnte filosoffers skelnen mellem det tilsyneladende (phainoumenon – fænomen) og det virkelige (eidos – idé). Når en ting forandrer sig, forandrer den sig på fænomenets niveau – tasken ældes for eksempel – men den er stadig indbegrebet af taske, i kraft af den eidos, der indbegriber den. Ellers var den ikke en taske.

Aristoteles griber sagen lidt anderledes an. Han skelner mellem fire forandringsformer: 1) Substantiel forandring, hvor noget går under (f.eks. at bladet nedbrydes og bliver til muld), 2) kvalitativ forandring (f.eks. at noget skifter farve), 3) kvantitativ forandring (f.eks. at noget bliver større) og 4) forandring i sted (f.eks. at vognen flyttes).
Nogle forandringer kan afstedkomme andre forandringer. Man kan flytte bedstemor på plejehjem (4), hvorefter hun dør og nedbrydes (1). Man kan drikke en øl og forandre sig kvantitativt (3), men drikker man ti øl (3), forandrer kvaliteten sig også (4): Man bliver fuld.

Begreber for forandring

Siden er der kommet mange begreber til og gået mange begreber ud af sproget om det at forandres. Vi har for eksempel:

Udveksling change (eng.), Wechsel (ty.)af latin: Cambium som markedsplads for handlende Eksempelvis: Min beholdning af varer forandres.
Omlavning alteration (eng.), Änderung (ty.), Veränderung (ty.) Eksempelvis: Noget bliver til noget andet.
Modificering modification (fr.) Eksempelvis: En del af noget ændres ved aktiv indgriben.
Nyindretning innovation (eng.) Eksempelvis: Telefon og bil kobles til en mobiltelefon.
Udvikling evolution Eksempelvis: Arternes udvikling mod stadig mere tilpasningsdygtighed
Omdannelse, forvandling transformation (fr.) Eksempelvis: Lydbølger bliver til strøm.
Forandring som forvanskning altération (fr.), mutation (da.) Eksempelvis: Person bliver gal
Overgang Vorden (da.), Werden (ty.), Metabole (gr.) Eksempelvis: Barn bliver voksen gennem puberteten som overgang.Kan også være et spring.I vorden og Werden ligger der en idé om en fremgang.

Det burde være tydeligt, at talen om forandring ikke blot afdækker en tilstand, men også de konkrete forandringers specificitet: Om der er overgange, udvikling, forvanskning, transformation, forvanskning osv.

Forandringsfigurer
Man skelner ofte mellem forandringer indenfor en struktur og strukturel forandring. For eksempel gik de to samtidige miljøkonferencer i København, maj 2004, ud på at diskutere, hvad man skulle gøre ved verdens tilstand, inden for strukturen eller strukturelt. Den alternative miljøkonference, Copenhagen Conscience, anklagede den officielle – eller i hvert fald først planlagte –, Copenhagen Consensus, for at legitimere gældende strukturer ved kun at diskutere, hvorledes man skulle anvende 50 milliarder dollars, hvis man havde dem, og dermed hvorledes man gav den vestlige befolkning en følelse af at gøre noget, uden gøre noget ved de egentlige problemer: De strukturelle uligheder. Man hævdede med andre ord, at virkelig forandring er strukturel forandring i handel og fordeling af goder, og ikke subsidier hist og her. Det er nogenlunde den samme forskel, der er mellem begreberne reformation og revolution, uden sammenligning i øvrigt.

Man kan også skelne mellem formmæssig forandring og indholdsmæssig forandring, forudsat at man skelner mellem form og indhold. Noget kan skifte form uden rigtigt at skifte indhold – man kan for eksempel bede en medarbejder om at tage sin afsked i stedet for at fyre hende. Noget kan skifte indhold uden at skifte form – for eksempel har netværksformen de seneste 20 år kraftigt ændret betydning fra at være en illegitim forbindelsesvej til at være en legitim. Det er dog ofte svært at skelne disse begreber fra:

Funktionsmæssig forandring. Forandring i funktion kan være: Maskinarbejderen skal ikke længere blot kunne betjene maskinen, men skal også kunne reparere den, tilkalde den rette hjælp, hvis han ikke kan, vedligeholde den og forudsige dens defekter. Hermed overtager han noget af maskiningeniørens og maskinreparatørens funktion.

Videre kan man pege på de figurer, hvor bruger til at forstå forandringen. Her bør nævnes: linjen, cirklen, spiralen og dialektikken. Lineær forandring betyder, at det bliver mere eller mindre af noget, hvad enten det er en ret linje, en parabel, en hyperbel eller hvilken linje der nu afbilder forandringen.

Cirklen betyder det sammes genkomst. Forandring er et loop eller en repetition. Hvorvidt repetitionen ikke netop er forandring, fordi tredje gang hverken er den samme som første eller anden gang, er for omfattende et spørgsmål til at komme ind på her. Buddhismens idé om tilværelsens gentagelse, samsara, er et eksempel på en cirkulær gentagelse uden at være en nøjagtig gentagelse. Men hævder man, at det netop ikke er det sammes genkomst, men en retning, som cirklen bevæger sig i, er man ovre i spiralen som model. Neurotikeren, der tager stadig flere sikkerhedsforanstaltninger for at føle sig sikker, er inde i en spiral, hvor sikkerhed og usikkerhed gensidigt forstærker hinanden. En fuga kan også være et eksempel på en spiral, hvor variationer over et tema fører kompositionen i en bestemt retning.

Hævder man, at forandringen skrider frem via modsætninger eller benægtelser er man ovre i dialektikkensom model. En position benægtes og bliver til en bestemt anden position, en negation, der igen benægtes og bliver til en ny position, der indeholder både den første og den anden position i sig, der igen benægtes osv. Fra barnets hengivelse til forældrene over den pubertæres benægtelse af forældrenes position, til den voksnes sætten forældrenes position i relief foregår der, for mig at se, en dialektisk bevægelse.

3. Organiseringsforandringer

Betragter man kapitalismens udvikling fremstår den til forskellige tider med forskellige bud på, hvad det gode menneske er, og forskellige måder at legitimere på, hvorledes netop kapitalismen er den bedste samfundsform. Man kan naturligvis lave forskellige opdelinger alt efter analysebehov. Den tyske sociolog, Max Weber, er blandt andet kendt for at have påpeget, hvorledes kapitalismens udvikling hænger sammen med en omvending af den syvende dødssynd, gerrigheden, i det 16. og specielt i løbet af det 17. århundrede i England. Denne bliver motor i en udvikling af markedsøkonomomien, fordi den protestantiske – særligt i calvinistiske kredse afholdte – tese, at man må tjene til sin frelse på denne jord, forener arbejde, handel med moral, således at det bliver ikke blot legitimt at skrabe til sig, men ligefrem moralsk godt.

I udviklingen frem mod industrialiseringen i det 18. og 19. århundrede er magtfaktoren ejerskabet, sikkerhed er økonomisk sikkerhed gennem besiddelse og ansættelse foregår på baggrund af et personligt eller geografisk tilhørsforhold. Den driftige virksomhed vinder ikke blot legitimitet som indtjening af moralsk kapital på baggrund af arbejdet, men også fordi den er med til at drive videnskaben fremad.

I løbet af 1930-60 mødes denne familiestruktur med en ny magtfaktor: Den ansatte direktør. Ud over en magt grundet i besiddelse, opstår en magtfaktor, der beror på positionen. Kapitalismen legitimerer sig som sikkerhedsbringende samfundsform derved, at den skaber karriereplanlægning, der sikrer fremtiden og omfordeler mellem generationer, således at man avancerer lønmæssigt selv om man kan ydre mindre med alderen. Virksomheden vinder legitimitet herved og ved at den er med til at bygge en samfundsmæssig rigdom op, der muliggør velfærdsstaten, som kan tilbyde den sikkerhed – f.eks. ved arbejdsløshed – som virksomheden ikke selv kan tilbyde.

I løbet af 1970’erne og 1980’erne sker der tre vigtige ting, som omorganiserer organiseringsstrukturerne: 1) En heftig kritik af hierarki og bureaukrati, der kræver mere jævne organiseringsformer, 2) Økonomiske kriser der fører til massefyringer og efterhånden gør det uproblematisk at fyre folk, når der skal skæres i budgetterne, hvilket ikke var helt så legitimt 30 år før, og 3) Et stigende konkurrencepres, der 3a) kræver at virksomheden må være endnu hurtigere til at omstille sig kundernes behov, 3b) kræver at virksomhederne må finde nye måder at presse omkostningerne ned på. Det fører til udviklingen af en ny organiseringsstruktur, som man kunne kalde netværksstrukturen eller projektstrukturen. Ved i) at udelegere ansvaret for organiseringsforandringerne til medarbejdernes egenudvikling, og ii) at reducere lønnen til kun at omfatte de faktisk udførte opgaver – projekter hedder de nu – og dermed hindre en fast løn over tid udvikler organisationen sig til det underlige paradoks, at det på samme tid inddrager personen og personlighedsudviklingen i organisationen, men på den anden side ikke – som f.eks. før hen kirken – kan tilbyde noget støttende økonomisk og socialt underlag midt i denne personlighedsbefamling.

Det paradoks, der synes at mangle en idé om sikkerhed, kompenserer organisationen i særdeleshed og samfundet i sin almenhed for ved at ændre sikkerhedsbegrebets indhold: Sikkerhed som det, at kunne forvente det samme eller mere af det samme, skifter nu betydning og kommer til at betyde: at kunne finde en anden. Vi kan ikke tilbyde dig ansættelse som andet end projektansættelse, men vi kan tilbyde dig at gå med i et projekt hvorved du øger dine chancer for at koble dig på projekter i fremtiden. Ved således at stå som projekttiltrækningsfremmende – det kaldes nu employabilitet – fremstår den projektbaserede organiseringsform – den outsourcende virksomhed – som sikkerhedsskabende. At der er et nyt sikkerhedsbegreb på spil her, og at mange mennesker trives godt med den uvished, ændrer ikke på at den legitimerer afkoblingen af det gamle sikkerhedsbegreb – sikkerhed i ansættelsen – og på visse punkter er et skridt i retning af de tilstande man havde før fagforeningernes fremkomst. Fagforeningerne synes at tillade den nye projektorganiseringsform og dermed på samme tid legitimere den og underskrive sin egen dødsdom.

Ungdomsgørelsen af kulturen og projektorganiseringsformen påvirker hinanden positivt. Den, der endnu ikke ved, hvad det skal blive til, som ikke kan regne med noget, som er villig til at drive omkring for en tid fordi der endnu ikke er mobilitetsklodser om benet i form af familie og fast ejendom er par excellence den unge. For at gøre sig i projektsamfundet må man derfor være – eller synes – ung. Man må være risikovillig: At indgå i projektet stiller ikke noget garanti om projektets succes; derfor kan man heller ikke altid forlange en kontrakt, men må bero sig på tillid som et socialt bånd. Tillid kræver at man er tillidsvækkende, og det er derfor vigtigt at udsende tegn på projektvillighed og engagement.
Ikke alle projekter er employabilitetsforøgende, og man må derfor vurdere hvilke projekter, der fører én videre, og hvilke der blot gentager de tidligere. Den duelighedsprøve, som man vil blive vurderet på er, om man er i stand til at passere mellem projekter. Ligeledes må man relationskalkulere, dvs. vurdere hvilke relationer der kan bibringe projekter eller miljøer hvor man kan skabe dem, og hvilke der er blindgyder. Tre begreber bliver altså afgørende succeskriterium: Midlertidighed, kalkulation og kommunikation.

Netværket har skiftet betydning på 30 år. Fra at være en kommunikationsvej uden om systemet, der havde en mere eller mindre illegitim status af modstand eller mafiøsitet, da bliver det nu den legitime model for arbejdsorganisering. Projektet er netværkets lommer, der hvor nogle samler sig for at gøre noget med noget. Projektet er mere heroisk end opgaven. Projektet kan udvides til alle områder af livet – i sommerhuset, i festkomitéen og i børnehaven – hvorfor den er med til at udvirke arbejdsbegrebets erosion: Det bliver sværere og sværere at afgøre ikke bare om man er på arbejde eller holder fri, men også om man er i arbejde eller ikke er i arbejde. Man har gang i et projekt – gerne flere – og man ved ikke, hvad de fører til.

Sådan ser min karikatur af det moderne netværkssamfund ud. Det er en karikatur af arbejdsmarkedet for så vidt, at det langt fra er hele arbejdsmarkedet, der organiseret på denne måde. Men jeg ser ikke tegn på, at forandringerne af arbejdsorganiseringerne ikke skulle gå den vej.

I hvert fald gør det tilsyneladende organisationerne meget mere mobile og tilpasningsdygtige, fordi den enkeltes selvudvikling gennem projektet bliver til motor i organisationens udvikling. Derfor ser man managementlitteraturen glide væk fra at beskrive organisationen som stabil struktur, hierarki og planlægning for at beskrive den dels gennem persondyrkelsen (herunder kompetencebegreberne) og dels som en selvorganiserende organisation. Ved at gøre strukturen levende – netværket hedder det nu – lever organisationen sit eget liv gennem menneskers selvrealisering og employabilitetsforøgelse.

For at vende tilbage til forandringsaccelerationen, så er denne måde at organisere arbejdet på et stort tandhjul i denne – på samme tid et produkt af den (hurtigere reaktion på markedets forventninger) og med til at producere den (udvikling er drivkraft, fordi det er her mennesket må hente både sin frihed (til at indgå i andre projekter) og sin sikkerhed (til at kunne finde en anden)). Hvad enten der faktisk foregår en acceleration af forandringshastigheden eller ej, så gør et projektliv i hvert fald sit til at det opleves sådan.

4. Forandring som hjul i kapitalismens mølle

Yderligere en sammenhæng bør pointeres før jeg vil gå over til mine konkluderende pointer. Det er sammenhængen mellem forandring og kapitalisme. Kapitalismen er – og her låner jeg fra Marx – krise og erobring. En konkurrencesituation fører til pres på produktionsomkostningerne, herunder den variable produktionsomkostning, som vi kalder løn. Når lønnen presses udpines købekraften, og kapitalen må søge at pumpe ny købekraft ind. Det kan den gøre ved at føje nye købere og arbejdere til, f.eks. ved at erobre kolonier. Kolonier havde også den fordel, at arbejdskraften var endnu billigere. Siden har kapitalismen forsøgt sig med andre områder: først teenagere, så børn, så præteenagere. Men det bliver sværere og sværere at finde noget, der ikke er omfattet af markedet.

Hvad gør kapitalismen så? Den giver sig til at konstruere behov. Det skaber risiko og frygt, og sælger sikkerhed. Den skaber alderdomshysteri og sælger ungdomsbevarende varer som rynkecreme og motionscentre. Den skaber kontaktbehov (i netværkssamfundet er kontakt helt essentielt) og skaber kontaktløsninger, f.eks. vikarbureauer. Den skaber uforudsigelighed (forandring) derfor kontrolbehov, og sælger kontrolløsninger: Informationer, prognoser, scenarier, evalueringer. Den skaber identitetsbehov og sælger præfabrikeret identitet, f.eks. i form af logoer.
Men den skaber også noget mere: Den skaber forandringsbehov og forandringsløsninger. Det gamle er ikke bare gammelt, det er slidt op før det er slidt op, det er yt. Når det gamle er yt må det skiftes ud før tid, hvorved der kan sælges mere. På den konto kan der sælges både nye varer (og jo kortere modestrømninger, jo hurtigere opgraderingsbehov, jo bedre) og personlighedsfornyelser. Hertil stiller et korpus af reklamefolk, kompetenceudviklere, psykologer, konsulenter deres ekspertise til rådighed.

Det er vigtigt at få med, at disse behov nok kommer udefra, men ikke føles, som om de kommer udefra. De kommer som lyst og føles som selvvalgte. De er også selvvalgte i den forstand, at ingen har tvunget nogen til noget, ligesom ingen har en masterplan for forandringsaccelerationen. Der kan sågar argumenteres for at de bibringer mennesket en meget større frihed, idet det hele tiden kan vælge mellem måder at forandre sig på. Men man må nok have med, at et valg aldrig træffes ud af et intet (i så fald var det vel tilfældighed), men er motiveret, blandt andet af sin tids forventninger til mennesket. Man må også have med, at den frihed til forandring, som forandringsbehovet og forandringsmarkedet giver, fratager mennesket friheden til ikke at skulle tage stilling. At blive kastet muligheder i hænde afføder krav om stillingtagen. Når man kan gå fra det, man er i, bør man også jævnligt tage det op til overvejelse.

5 Ti teser om forandring

På baggrund af ovenstående vil jeg konkludere følgende.

For det første: Jeg hævdede, at forandringsaccelerationen har givet mennesket et øget orienteringsbesvær, og derfor kastet det i armene på scenarier, rygter, medier og fortællinger, der videreformidler erfaringer til det menneske hvis erfaring har mistet sin langtidsholdbarhed. At forandringen også er en del af det formidlede, som mennesket ikke altid selv kan se efter eller erfare, gør, at det er svært at vide, om der rent faktisk er forandringer på spil eller, og i hvilken grad, der blot er tale om forandring og tegn på forandring. Forandringsaccelerationen er også fortalt forandringsacceleration.

For det andet hævdede jeg, at forandringsaccelerationen førte til en barnliggørelse af mennesket, fordi det som barnet må spørge sig frem til erfaringerne, hvis det da ikke lige får dem pumpet ind af alle sanser. Men et barn føler de samme forandringer som større end en voksen gør. For et barn er det som regel en større forandring at flytte til en anden by end en voksen, fordi den voksne har flere oplevelser og erfaringer at forholde forandringen til. Således virker forandringsacceleration og barnliggørelse begge veje: Jo mere barnlige, vi bliver, jo større føler vi forandringerne, og jo mere barnlige bliver vi.

For det tredje er det ikke rigtigt, at mennesket blot mister erfaring. Det mister muligheden for at kunne bruge gårsdagens erfaringer med det konkrete på morgendagen. Men det får noget andet igen: Det bliver erfarent med forandringer. Netop det gør, at den yngre generation ofte kan virke mere voksne end den ældre generation, hvis famlen med f.eks. ny teknologi kan virke barnligt uerfaren. Forandringstilpasning – ja – men også forandringserfaren.

For det fjerde – i forlængelse af det andet punkt – så virker forandringserfaringen ind på oplevelsen af forandringen: Den virker mindre omkalfatrende, fordi man er vant til den. Det gælder både for den omstillingstilvendte og for den, der i kraft af et langt liv har set mange forandringer.

For det femte nævnte jeg, at en måde at omgås en omskiftelig verden er via konstansfiktioner og fortællinger at tilbageføre det nye til det kendte. Måske er forandringsfortællingen selv en sådan konstansfiktion: ’Alting forandres hurtigere og hurtigere…’ Ved at fastholde denne fortælling slipper man for 1) at tage stilling til hvornår der er tilbliven og hvornår der er forbliven, 2) hvornår der er forandringsacceleration og hvornår der er forandringsstagnation, 3) hvad der er forandring, og hvad der er gentagelse iklædt forandringskostumer.

For det sjette: Idet forandring ikke blot fremstilles som et vilkår, men også som en standard, en norm og et ideal, bliver det vigtigt at vise, at man har tilpasset sig dette vilkår, for at klare sig. Det bliver altså ikke bare vigtigt at forandre sig, men også at udvise, at man er under forandring – både som organisation og som individ. Tegnet på forandring bliver en del af forandringsvilkåret (hvorfor skuespillere kommer i høj kurs), og det komplicerer forandringstilstanden endnu mere: Det bliver sværere at gennemskue hvem og hvad der forandrer sig, fordi alle er opsat på at udvise tegn på forandring. ’Pseudoforandring’ bliver en del af forandringstilstand. L’altération de l’altération: Forandringstilstanden forvanskes. Og det gør det endnu mere for så vidt reel forandring er omkostningsfuld og kræver tid. Derfor foretrækker man at lave en ’2’er’ – det samme endnu engang – eller at lave en ’classic’ eller ’original’ – det samme som før. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at pseudoforandringer og forandringstegn kan blokere for mere virkelige forandringer fordi disse drukner i mængden, fordi de tager tid og fordi de er usexede sammenlignet med tegnforandring.

For det syvende, så er det kapitalistiske samfund (og hermed mener jeg både markedet, det offentlige, individet i kapitalismen, politikkens og moralens domæner) interesseret i at opskrive forandringshastigheden, for det muliggør øget omsætning. Netop fordi det kapitalistiske samfund er så interesseret i at iscenesætte forandringen, må vi mistænke den – det er som at gå til optiker og spørge om man har brug for briller.

For det ottende: Mange epoker før vores har opfattet sig selv som en brudtid, hvor tingene er i forandring. Det er ikke noget specielt nyt eller originalt, at vi hævder det samme om vores tid.

For det niende. Hvad angår organiseringsforandringerne vil jeg vove at påstå, at den væsentligste forandring skal ses i forholdet mellem frihed og sikkerhed: Sikkerhed er blevet endnu mere usexet, sikkerhed er blevet omdefineret, frihed er blevet opskrevet. Det er sket som led i nogle omvæltninger af de hierarkiske strukturer på arbejdsmarkedet, og har gjort forandringshastigheden større og forudsigeligheden mindre. Mennesket har indtil videre accepteret de nye vilkår og har ikke organiseret sig mod dem. Hvorfor, kan man spørge? Af flere grunde: Fordi mennesket ikke tror på at det kan beslutte sin fremtid og fordi det har været individets måde at beholde sit arbejde på (f.eks. at acceptere free lance i stedet for fyring eller vikariat frem for intet arbejde), fordi omlægningerne af sikkerhed har været forbundet til legitimeringsfortællinger peger mod nye sikkerhedsformer (at kunne finde en anden) og fordi det har givet nogle mennesker større frihed, og de mennesker, der ikke har fået den større frihed, drømmer om at de var en af dem, der havde fået det. Ved at fremvise eneren, der klarer sig i passagen fra projekt til projekt, virker fleksibiliteten ikke kun som et krav, men også som et vilkår, en norm og et ideal.

Endelig kunne man for det tiende spørge: Hvorfor er vi overhovedet kommet i denne forandringstilstand? Den kan skyldes teknologi, videnskab og moderne nedbrydning af at den idé, at alt bør have en vis svangerskabstid før det fødes. Det er emner, der er uberørte her. Jeg har hævdet, at den blandt andet også skyldes en stigende konkurrence, der har ført til at afstandene mellem forandringerne formindskes. Hvilke forandringer er der tale om? Hvis vi griber tilbage til Aristoteles’ fire forandringstyper kan vi udsondre de forandringer, som markedet byder på som følgende:

1) Forandring i sted er ikke længere en mulighed for så vidt man mener, at markedet skulle flytte et sted hen, hvor der ikke er marked. Men forandring i sted er blevet en af de afgørende konkurrenceparametre i den moderne kapitalisme: At kunne flytte produktionen derhen hvor den billigste arbejdskraft er, at flytte udbuddet derhen hvor efterspørgslen er eller kan skabes og at kunne flytte derhed hvor arbejdet er.

2) Den stigende konkurrence fører til et pres på forandring i frekvens, eller i tid, (en faktor, som Aristoteles dog ikke indregner): Jo hurtigere det samme kan gentages, jo mere kan der omsættes.

3) Den stigende konkurrence fører til et pres på kvantitet: For at producere billigere må omkostningerne sættes ned. En af måderne at gøre det på er at outsource, såvel blandt virksomheder, som ved at udlicitere risici til de ansatte gennem projektansættelse og -belønning. Som sådan har en kvantitativ forandring afstedkommet en kvalitativ forandring: Det kvantitative pres har ført til kvalitative omlægninger af menneskeorganiseringen.

Måske er det en af nøglerne til at forstå en tid i forandring: At sætte fokus på hvorledes kvantitative forandringer ændrer kvalitative forhold mellem mennesker.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: