Aarhus skal blive et nyt modemekka

Aarhus skal blive et nyt modemekka

Af Bente Tahmasbi Hansen, beha@stiften.dk

Søndag den 18. maj 2014, 07:19

Aarhus Kommune og Region Midt kaster sine kræfter ind i byens stærke modebranche og er med til at lave en modefest, et modemagasin og en fælles arbejdsplads i en silo på havnen.

Initiativet hedder Headstart Fashion. Målet er på sigt at bygge en succes som festivalerne Spot og North Side.

Aarhus viser sig ved en optælling at have ikke færre end 350 modevirksomheder. Lige fra de store som Hummel og Bestseller til Pilgrim, Pomp de Luxe, Minimum og et hav af små firmaer med kun en enkelt ansat.

Og da Aarhus Kommune og Region Midt har fokus på netop de kreative brancher i erhvervsplanen for 2014-17, er det oplagt at samle de mange kreative modekræfter og gøre noget nyt og bedre.

Aarhus Kommune har i 2013 fået 200.00 kroner og i 2014 knap en million fra regionen til projektet, der hedder Headstart Fashion. Målet er at skabe netværk i modebranchen og være med til at udvikle for eksempel en modefestival, der med tiden skal nå samme niveau og status som Spot Festival og North Side Festival, der begge er kendt langt uden for Danmarks grænser.

Headstart Fashion lagde ud med et stort modeshow i november 2013 i samarbejde med Kopenhagen Fur. Det første af sin slags i Aarhus afholdt i rå lokaler på havnen. Det var et tilløbsstykke.

Siden er der holdt en række arrangementer for modebosser og -bumser, som har udviklet mange ideer og flere konkrete nyheder:

Et kontorfællesskab for nogle af de mange upcoming talenter. Det åbner efter sommerferien og hedder lige nu The Fashion Hub.

En modefest, der indeholder masser af musik, kunst og events i byens butikker 21.-23. august, Wave Aarhus Fashion Movement.

Et modemagasin på jysk, Note Magazine, det første af sin slags blev lanceret på Hotel Royal 10 maj.

Alt sammen er blevet til i et samarbejde på kryds og tværs i en branche, der ellers holder kortene tæt på kroppen. Blandt andre mellem den kreative direktør i reklamebureauet Zupa Recomended, Mogens Elhauge, byudvikler og manden bag Lighthouse på havnen, Rune Kilden og Peter Rønnow fra advokatfirmaet Lett.

De mødtes til en middag arrangeret af kommunen netop med det formål at sparke gang i Region Midts modeliv. De udtænkte Wave og slog sig sammen med det unge, nytænkende, kreative hold i byen, Culture Works, der blandt andet har udviklet den så populære endagsfestival Chillout i Rådhusparken.

En nøgleperson

For alle initiativer gælder, at Christian Chapelle, konsulent i erhvervsafdelingen i borgmesterens afdeling, har en finger med i spillet. Han arbejder fuld tid på at få konkrete resultater ud af Headstart Fashion.

»Vi blev skudt i gang i 2013 og kommer fint videre i 2014. Jeg skal lave en rapport til regionen i november og jo flere resultater, jo større sandsynlighed for bedre finansiering,« forklarer han.

»Vi er stadig i første fase med mange ting, som kan udvikles og blive bedre hen ad vejen. Sådan var det også med North Side og Spot, og hvorfor ikke forsøge at lave en succes, der er lige så stor som deres? Vi har hele den kreative undergrund og gode, etablerede kræfter,« uddyber han.

Headstart Fashion har fået masser af opbakning på alle niveauer.

»Både uddannelsesinstitutionerne, de største firmaer og gruppen af dem på vej i modebranchen støtter op og kommer til vores velbesøgte arrangementer,« siger Christian Chapelle, der arbejder hårdt på sagen og tror fuldt og fast på den.

2014 bliver året med den første mode- og festivalmesse, et nyt magasin og en ny, fælles arbejdsplads på havnen i nærheden af de mange etablerede firmaer, som ligger i og omkring Balticagade -i daglig tale modeboblen.

Planen er, at Aarhus og Region Midt i 2017, hvor Aarhus er kulturby, kan invitere borgerne og gæsterne ind i et nyt og anderledes modemekka.

»Vi skal være Danmarks nye hotspot for mode og et knudepunkt, der binder modebranchen i regionen sammen og skaber relationer til resten af Danmark og udlandet. Vi skal på den lange bane skabe flere arbejdspladser og mere eksport,« siger Christian Chapelle.

Mode og Beklædning omsætter for cirka 45 milliarder kroner om året og tegner sig dermed for den største del af omsætningen indenfor de kreative erhverv i Danmark.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: