ARtikel i Jp aarhus d. 11.05. Virksomheder er skeptiske over for aarhusiansk modemesse

Virksomheder er skeptiske over for aarhusiansk modemesse

Fashion: I august holdes for første gang en aarhusiansk modeuge. Flere af byens modevirksomheder er skeptiske.

Nu får Aarhus sin egen modeuge. 21.-23. august holdes en lukket indkøbsmesse for modebranchen, og rundt om i byen bliver der holdt modeshows og koncerter for alle interesserede.

Wave Aarhus Fashion Movement står bag initiativet, og Adrian Fey herfra har været på research på modemesserne i København og Berlin for at udvikle konceptet til Wave-messen.

Peder Tang, Peder Tang, adm. direktør hos det aarhusianske mode firma Minimum, sætter pris på initiativet. Arkivfoto: Michael Hansen
Peder Tang, Peder Tang, adm. direktør hos det aarhusianske mode firma Minimum, sætter pris på initiativet. Arkivfoto: Michael Hansen

 

»I København bliver messen hurtigt elitær og ekskluderende, hvor den i Aarhus skal være et samlingspunkt for alle, der har passion for mode,« siger Adrian Fey.

Den lukkede fagmesse holdes i DLG-bygningen på havnen, og ud over salgsstandene vil der være inspirationsevents med bl.a. kunstnere og udenlandske foredragsholdere.

 

»Indkøbere lever af at vide, hvad de næste trends bliver inden for kunst, musik og mode, og derfor giver vi dem både inspiration og mulighed for indkøb,« siger Adrian Fey og peger på, at det er nemmere for f.eks. tyske indkøbere at komme til Aarhus end til København.

 

OM WAVE

Aarhus Fashion Movement

  • Ny modeuge fra 21.-23. august.
  • Lukket indkøbsmesse i DLG-bygningen, Mindet 6.
  • Modeshows, koncerter mm. rundt om i byen, især på Store Torv.
  • Modeugen skal være et fast, halvårligt arrangement, næste gang i januar.
  • Wave er en selvejende institution.
  • Bestyrelse: Mogens Elhauge, direktør hos reklamebureauet Zupa Recommended, byudvikler Rune Kilden, advokat Peter Rønnow fra LETT Advokatfirma og det kreative bureau Culture Works, som er arrangør af modeeventen.
  • Støtte fra Erhvervs- og Byudvikling, Aarhus Kommune, herunder Headstart Fashion.
  • Private virksomheder som samarbejdspartnere, bl.a. Kopenhagen Fur.

 

»Det er ikke kun Aarhus-firmaer, der skal have en stand, det er en event med internationale ambitioner,« understreger han.

Skepsis hos modefirmaerne

Peder Tang, adm. direktør hos det aarhusianske modefirma Minimum, sætter pris på initiativet, men synes, at modebranchen selv skulle have været taget med på råd i konceptudviklingen.

Den gamle hankat

»Der er en modsætning mellem de udefrakommende, unge, men bestemt meget dygtige mennesker, som ikke ser nogen begrænsninger, og så mig, den gamle hankat fra branchen, der straks peger på: tidsplaner, segmentering og alt det, som vi fra branchen jo har en rutine i,« siger Peder Tang, der gerne støtter op om messen ved at holde åbent showroom i sine lokaler, der ligger 200 meter fra DLG-bygningen.

Roald Nore, indehaver af det aarhusianske skofirma The Last Conspiracy, tror ikke på ideen om en indkøbsmesse i Aarhus.

»Du får ikke nogen indkøbere til at komme til Aarhus, ikke engang indkøbere fra København,« siger han.

Han tror dog på, at de jyske butikker vil komme, men de vil ikke droppe messen i København.

Kan ikke hænge sammen

»Og så er det spørgsmålet, om en udstiller kan få økonomi i det. I forvejen har modeproducenterne mange messer. Selv er vi på fem messer i løbet af et år,« fortæller han og peger på, at mange brands også er meget selektive med, hvem de vil være på messe med.

»Jeg vil være i den kontekst, jeg hører til. Og det er Gallery i København og messerne i Berlin, Paris og Firenze,« siger Roald Nore, der ikke tror på tidsperspektivet i planlægningen.

»En fashionweek består af mange ting, det er ikke noget, man lige bygger op overnight i Aarhus, sorry, men det kan ikke lade sig gøre.«

Hos Wave tror man på indkøbsmessen.

Som udstillere satser man på unge, talentfulde designere fra uddannelsesstederne, nye, upcoming brands og store, etablerede mærker som Hummel.

Allerede en salgsmesse

»Prisen for en stand vil være under den halve pris af, hvad det koster i København, og alle brands skal kunne være med,« siger Adrian Fey, der har signet de første virksomheder til eventen, men ikke vil røbe hvem.

Både Peder Tang og Roald Nore henviser til, at der allerede eksisterer en velfungerende salgsmesse i Aarhus, nemlig den som eventbureauet Dypång holder fast to gange årligt i Centralværkstedet og Ridehuset.

I år den 17.-21. august med deltagelse af 48 modeagenter, der præsenterer sæsonens kollektioner for de jyske og fynske butikker.

»Vi har et format, der virker, fordi vi har lavet det i fire fem år, men vi vil da støtte op om Wave-messen ved at informere vores gæster om det nye tiltag. Det vil være fedt med et fælles forum med ny inspiration for hele branchen,« siger Mads Eriksen, direktør hos Dypång.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s